Referat 2022

Referat af Generalforsamling i Egå Bridgeklub, tirsdag 26. april 2022.

Generalforsamlingen blev afholdt i Vejlby Lokalcenter og varede fra kl. 18,30 til ca. 19,00.

Den var samtidig starten af den afsluttende klubaften i sæsonen 2021-22.

1.Valg af dirigent:

Formanden, Jørgen Vedsten Larsen, foreslog Niels Ammitzbøll som dirigent. Ingen andre blev foreslået eller meldte sig, hvorved Niels blev valgt og med applaus.

Niels konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet og indkaldt.

Indkaldelsen var sket ved en e-mail til klubbens medlemmer, hvortil der var vedhæftet både dagsorden, formandens beretning og årsregnskabet for 2021.

2.Formandens beretning:

Formandens beretning havde som nævnt været udsendt til medlemmerne, og den bringes her i sin fulde længde:

”Dette er første gang siden 2019, at den ordinære generalforsamling i Egå BridgeKlub afholdes på det i vedtægterne fastsatte tidspunkt. De to tidligere år har generalforsamlingen været udsat til sæsonstart efter sommerpausen. Grunden kender vi alle. Coronaens tag i samfundet satte en stopper for de normale aktiviteter og satte sit præg på foreningslivet.

Det er derfor glædeligt at kunne konstatere, at sæsonen 2021-2022 er forløbet næsten normalt. 

Vi har godt nok haft smittede medlemmer undervejs, men de fleste gange er det blevet afhjulpet med substitutter eller ved at ændre bordantallet i turneringen. En enkelt aften blev dog aflyst, for at undgå smittespredning, og turneringen i vinterferien måtte aflyses på grund af sygdomsfrafald. Men alle øvrige turneringer blev afviklet planmæssigt, dvs. parturnering 1, 2 og 3, klubkamp mod Bellevue og Klubsølv i efteråret samt holdturneringen, parturnering 4 og klubmesterskabet her i foråret.

Senest har vi så her i den forløbne weekend genoptaget den årlige weekendudflugt med pæn deltagelse. Der ligger en liste, som man kan skrive sig på til sommerholdturneringen, og det er planlagt at afholde en TOP16 turnering 21. maj.

Vi er således tilsyneladende på vej mod normale tilstande efter coronaen, men hvad, der sker i den kommende vinter, er naturligvis ukendt.

Et sted har coronaen dog sat sit spor, og det er på medlemssituationen. Før coronaen var vi 48 medlemmer. I indeværende sæson har vi kun været 38, et kritisk tal der medførte, at vi ofte måtte spille med et oversidderbord og måtte indkalde et fast substitutpar for at kunne afvikle holdturneringen. Egå BridgeKlub er ikke den eneste bridgeklub, der har oplevet vigende medlemstal de sidste år, og der er naturligvis også andre faktorer end coronaen, der har indflydelse på medlemstallet. Det er dog betænkeligt for klubben, hvis medlemstallet daler for meget. I forvejen har klubbens medlemmer en høj gennemsnitsalder, med de helbredsudfordringer det medfører, og mange er også udstyret med en stor rejselyst, der stiller krav til en velforsynet substitutliste.

Bestyrelsen er naturligvis opmærksom på disse forhold, men der er ikke mange knapper at stille på. Ifølge vores vedtægter skal man melde sig ud inden 1. juni, hvis man ikke ønsker at spille i klubben mere, men jeg skal opfordre til, at man skriver sig på den fremlagte tilmeldingsliste, så bestyrelsen hurtigt kan få et overblik over næste sæson. Og så må man i øvrigt gerne gå ud i verden og reklamere for Egå BridgeKlub.

Vedrørende den kommende sæson vil jeg håbe, at det er slut med coronaens indflydelse, så situationen igen bliver stabil. Verden bliver nok aldrig igen, som den var før coronaen, men noget der ligner, kan vi vel også lære at leve med.”

Leif Marcussen gav udtryk for, at han syntes, 4 aftener var for lidt til sæsonens klubmesterskab, og formanden lovede, at han ville dette med ind i sine overvejelser, når han planlagde den kommende sæsons turneringer. 

Ingen havde yderligere spørgsmål eller kommentarer til formandens beretning, som dermed blev godkendt og med applaus.   

3.Aflæggelse af årsregnskab: 

Ligeledes var også årsregnskabet for 2021 blevet udsendt til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. 

Regnskabet var opstillet på samme måde som sidste år og bragte også de tilsvarende tal for året 2020, således at man bedre kunne orientere sig og få et overblik.

Revisoren, Niels Ammitzbøll, havde gennemgået regnskabet og konstateret, at de nødvendige bilag og beholdninger var til stede, således at det nu var revideret og klar til generalforsamlingens godkendelse.

Årsregnskabet viste, at de samlede indtægter havde været 37.950,00 kr., udgifterne 26.428,78, hvilket gav et årsresultat på 11.521,22 kr. Klubbens formue er herefter på 58.088,63kr.

Ole Eskesen spurgte om kontingentet til Danmarks Bridgeforbund, hvor stort det var, og hvad det blev brugt til. Kassereren, Bente Dirksen svarede, at kontingentet var 250 kr. pr. medlem, og for dette beløb kan vi benytte forbundets edb-faciliteter til at planlægge og afvikle turneringer, udregne resultater og få dem publiceret. Hertil kommer så bladet, ”Dansk Bridge”, samt medlemmernes ret til at deltage i andre turneringer.     

Ingen havde yderligere spørgsmål eller kommentarer til årsregnskabet, som dermed blev godkendt og med applaus.   

4.Fremlæggelse af budget og forslag til næste års kontingent:

Budgetforslaget for 2022 var klar og blev uddelt til generalforsamlingens deltagere. 

Det opererer med, at vi næste år vil være 32 medlemmer, og at kontingentet skal være som hidtil, nemlig 1150 kr. for medlemmer, der har Egå BridgeKlub som deres primære, 900 hvis de har en anden klub som deres primære. Under disse forudsætninger vil de samlede indtægter i 2022 blive 36.300 kr., udgifterne 45.600, og årets resultat dermed et underskud på 9.300 kr.

Disse forudsætninger gav formanden anledning til at gentage sin opfordring til medlemmerne om både at tilmelde sig sommerholdturneringen, skrive sig på tilmeldingslisten til næste år og ikke mindst reklamere for Egå BridgeKlub, når lejlighed bød sig.

Ingen havde spørgsmål eller kommentarer til hverken budgettet eller forslaget til kontingenter, som dermed begge blev godkendte.    

5.Indkomne forslag:

Bestyrelsen havde ikke modtaget noget forslag, som ønskedes behandlet på generalforsamlingen.

6.Valg af formand:

Der skulle i år være valg til formandsposten, og det er jo generalforsamlingen, som direkte vælger formanden.

Den hidtidige formand, Jørgen Vedsten Larsen, ville gerne fortsætte på posten, og idet ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, blev han dermed genvalgt og med applaus.

7.Valg af bestyrelsesmedlemmer:

På valg var i år Bente Dirksen, Hans Henning Work og Jørn Fjellerup, som alle gerne ville modtage genvalg.

Ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, og de tre blev derfor genvalgt og med applaus.

8.Valg af 2 suppleanter:

De to hidtidige suppleanter, Kirsten Hansen og Lis Jensen, havde imidlertid ikke ønsket genvalg, og i deres sted foreslog formanden Lis Hammann og Niels Jørgen Pihlkjær.

Ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, hvorved de to blev valgt og med applaus.

9.Valg af revisor og revisorsuppleant:

Den hidtidige revisor, Niels Ammitzbøll, såvel som revisorsuppleanten, Bente Ottosen, ville begge gerne fortsætte i deres hverv, og idet ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, blev de dermed genvalgt og med applaus.

10.Eventuelt:

Bestyrelsen havde fra Leif Marcussen modtaget et forslag om, at klubben forlængede sæsonen ved også at spille i maj måned bl.a. med henvisning til de aflysninger, som coronaen havde medført. Bestyrelsen havde i første omgang fundet forslaget vanskeligt at gennemføre i år, bl.a. fordi mange af deltagerne i klubbens sommerholdturnering netop vælger at lægge nogle af deres kampe i maj måned. Efterfølgende har bestyrelsen så kunnet konstatere, at forslaget ville kræve en ændring af vedtægterne, idet disse eksplicit siger, at sæsonen slutter 30. april.

En anden mulighed er så, at der i maj måned kunne arrangeres mere uformelle og frivillige åbne huse for klubbens mellemmer. En vejledende afstemning viste, at 10 af generalforsamlingens deltagere ville være interesserede i dette, mens 5 var imod. Bestyrelsen vil derfor overveje og arbejde videre med denne mulighed.

Der blev endvidere spurgt til klubbens substitutliste, som ikke altid virkede til at være helt ajour. Formanden og andre bestyrelsesmedlemmer svarede hertil, at man var opmærksom på dette problem og jævnligt søgte at revidere listen, så den i al fald var nogenlunde ajour.

En anden gav udtryk for, at det var godt, bestyrelsen havde taget problemstillingen op vedrørende hørehæmmede, som derfor ikke altid ordentligt kunne høre forklaringerne på meldinger og tilspil. Formanden havde derfor bedt klubbens medlemmer om også at tænke på og tage hensyn til disse.  

Endelig blev den nye, etablerede kageordning rost, og Hans Henning forsikrede, at den også ville fortsætte i den kommende sæson. 

Exit:

Afslutningsvis takkede formanden både dirigenten og generalforsamlingens deltagere for en god, rolig og ordentlig afvikling af mødet.

Det sluttede så ca. kl. 19,00, hvorefter man gik over aftenens mere festlige del med både spisning, kortspil og præmieoverrækkelser. 

Og generalforsamlingen er allerunderdanigst refereret af bestyrelsens sekretær, Hans Henning Work.