Referat 2026


Referat af Generalforsamlingen, tirsdag 28. april 2026 

Intro:

Generalforsamlingen blev afholdt i Folkehuset Vejlby og varede fra kl. 18,30 til ca. 19,15. Til stede var i alt 32 medlemmer inklusive bestyrelsen. 

Og denne består af Jørgen Vedsten Larsen, formand, Karsten Dorph, næstformand, Bente Dirksen, kasserer, Hans Henning Work, sekretær, samt Else Lyhne og Gitte Bonde, begge medlemmer uden særlig portefølje. Gitte kunne imidlertid ikke deltage i mødet.

Generalforsamlingen var samtidig begyndelsen af sæsonens afsluttende klubaften med både fællesspisning, præmieuddeling og kortspil.

1.Valg af dirigent: 

Generalforsamlingen blev festligt indledt med et glas mousserende vin, som klubben gav til de deltagende medlemmer.

Jørgen bød dem dernæst velkommen til både generalforsamlingen og det efterfølgende arrangement. Han fremdrog endvidere, at han i forbindelse med sin indkaldelse til generalforsamlingen til alle medlemmer desuden havde udsendt både dagsordenen hertil, formandens beretning for sæsonen 2025-26, årsregnskabet for 2025 samt budgetforslaget for sæsonen 2026-27. 

Endelig foreslog Jørgen, at Karin Short blev valgt som dirigent, og hun ville gerne påtage sig dette hverv. Ingen andre blev foreslået eller meldte sig, hvorved Karin blev valgt og med applaus.

Karin tog først initiativ til endnu en fælles skål, og hun konstaterede dernæst, at generalforsamlingen var lovligt varslet og indkaldt, idet den allerede var anført i årets spilleplan og desuden mundtligt annonceret ved i alt 3 spilleaftener.

Dernæst blev Malene Hecht og Niels Ammitzbøll valgt som stemmetællere. 

Det blev i forlængelse heraf præciseret, at kun de aktive medlemmer havde stemmeret, hvorfor en af de deltagende ikke havde stemmeret, idet vedkommende kun var med som substitut. Til gengæld må man gerne give fuldmagt til et aktivt medlem og lade vedkommende stemme på sine vegne, hvilket der også var et medlem, som havde gjort. 

2.Formandens beretning:

Som nævnt havde Jørgen på forhånd udsendt sin beretning til alle klubbens medlemmer; men han fremlagde den nu også mundtligt, og den bringes her i sin fulde længde:

”Formandens beretning:

I min sidste formandsberetning annoncerede jeg, at klubbens 50. års jubilæum sidste sommer blandt andet ville blive fejret med en jubilæums-guldturnering. Den løb af stablen kort efter sæsonstart den 27. september og var en stor succes. Der deltog 38 par fra nær og fjern i Jylland fordelt på 3 rækker. Det var flere end jeg (og måske også andre i klubben) havde forestillet mig, men der var plads til alle og arrangementet klappede gnidningsfrit takket være den frivillige indsats anført af Hans Henning, (jeg kan ikke her nævne alle, der bidrog). Det er min opfattelse, at turneringen var en god reklame for klubben, men fremtiden må vise, om det har haft nogen effekt på det, der tæller, nemlig medlemstilgangen.

I den sidste formandsberetning omtalte jeg også, at klubbens medlemstal havde ligget stabilt på 40 igennem flere år. Den stime blev imidlertid brudt fra sæsonstart idet flere forlod klubben af forskellige årsager, så medlemstallet i den forgangne sæson dykkede til 32 personer. Det har betydet, at de fleste af turneringerne blev afviklet i èn række med de fordele og ulemper, det medfører. Socialt medfører det, at man oftere kommer hele vejen rundt og møder alle de øvrige medlemmer, ulempen er, at konkurrenceforholdene på grund af den større spredning i styrkeforholdene bliver lidt mere uforudsigelige. Sæsonen har dog stadig budt på en variation af turneringer med både almindeligt parregnskab, regnskab med IMP-opgørelse og en holdturnering. Derimod kunne der ikke samles tilslutning til TOP-16 turneringen. Den er dog ikke taget af menuen endnu, og vil også fremgå af næste sæsonplan.    

Klubbens største udfordring i øjeblikket er manglende medlemstilgang. Medlemmernes stigende gennemsnitsalder giver et naturligt frafald og gør, at vi jævnligt skal have nye medlemmer. Jeg prøvede lige for sjov at regne på gennemsnitsalderen for deltagerne i klubweekenden. Den lå på 78 år. Gennemsnitsalderen for alle klubbens medlemmer er nok lidt lavere, men stadig betænkelig høj med en skrøbelighed, det medfører. Jeg har tidligere troet på, at et attraktivt klubmiljø med bl.a. gode lokaler og et rimeligt kontingent kunne tiltrække nye spillere efter mund til mund-metoden, men må konstatere, at det altså ikke er nok til at stabilisere medlemstallet over en længere årrække.

Vi har i Egå Bridgeklub i lang tid ikke haft nogen undervisning af begyndere, men der er i bestyrelsen en erkendelse af, at det er en af vejene, vi må gå, hvis klubben skal overleve på længere sigt. Der er derfor også initiativer på vej, måske i samarbejde med lokalcentret her, der har kontaktet os, da de har tanker om nye aktiviteter for lokalområdet. Arbejdet med at få undervisning op at stå har dog en tendens til at hvile på de sædvanlige skuldre, så hvis nogen her brænder for at deltage, må de gerne melde sig under fanerne.

Under dagsordenens punkt vedr. valg til bestyrelsen optræder Gitte Bonde, men som de fleste af jer ved, blev hun her i vinter ramt af en alvorlig hjerneblødning, som desværre har sat sig så alvorlige spor, at hun ikke vender tilbage til EBK. Gitte var aktiv i bestyrelsen og var bl.a. ved at sætte sig ind i vores turneringssystem. Hun vil blive savnet i klubben.

Til slut. Jeg tror og håber, at der er mange år tilbage endnu for Egå BridgeKlub, så lad mig gentage sidste års opfordring til at gå ud i verden og reklamere for Egå BridgeKlub.

Jørgen Vedsten Larsen

Formand”   

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer til formandens beretning, som dermed blev godkendt og med applaus.   

3.Aflæggelse af årsregnskab: 

Som nævnt var også årsregnskabet for 2025 på forhånd blevet udsendt til medlemmerne. Vores revisor, Jette Salling, havde gennemgået det sammen med vores kasserer, Bente, og konstateret, at de nødvendige bilag og beholdninger var til stede. 

Regnskabet var opstillet på samme måde som sidste år og bragte også de tilsvarende tal for året 2024, så man på denne måde bedre kunne orientere sig.

Karin gennemgik nu kort regnskabet og dets hovedtal.

Indtægterne har i alt været 45.958,47 kr., hvoraf de 6.208,47 stammede fra jubilæumsturneringen. 

Under indtægterne optrådte der to hensættelsesbeløb, et positivt på 16.000,00 kr. og et negativt på 13.250,00 kr. Jørgen præciserede senere, at dette jo skyldes, at mens medlemmernes kontingenter dækker hele sæsonen 2025/26, forholder regnskabet sig kun til året 2025. Derfor må der hensættes et beløb fra medlemmernes kontingenter til foråret 2026, et beløb som især skal gå til klubbens kontingent til Danmarks Bridgeforbund, der ligesom os i deres årsregnskab også følger kalenderåret. Tilsvarende optræder der i årsregnskabet så også en positiv indtægt svarende til medlemmernes kontingenter for foråret 2025, som de altså betalte allerede ved forrige sæsons start i 2024.

Vores udgifter har i alt været 35.129,91 kr., og af disse har de største poster været kontingenter til Danmarks Bridgeforbund, spillematerialer, præmier, kaffe og the samt afslutningerne, hvor klubben jo betaler det halve og medlemmerne den anden halvdel af udgifterne hertil.

Årets resultat har da været i alt 10.828,56 kr.

Klubbens brutto formue er herefter 92.800,57 kr., men herfra skal så trækkes hensættelserne til dels vores weekendture dels vores kontingent til Danmarks Bridgeforbund i 2026. Vores nettoformue er så herefter 69.486,72 kr., hvoraf de 10.828,56 kr. kommer fra overskuddet i 2025.

På forespørgsel fra generalforsamlingen svarede Jørgen, at hvis klubben bliver nødt til at lukke, står det klart i vedtægterne, hvad der så skal ske med klubbens formue, nemlig at den skal skænkes til et godt, almennyttigt formål og/eller overgives til Danmarks Bridgeforbund.

Hans Jørgen Pedersen fremdrog det forhold, at han jo i sin tid havde leveret den vin, der blev brugt som præmier ved jubilæumsturneringen. Der var tale om en fremragende, portugisisk vin, som klubben havde købt med stor rabat, og begge dele kunne flere medlemmer bekræfte, herunder Hans Henning fra bestyrelsen. Hans Jørgen var derfor stadig forundret over, at kassereren i den grad havde fundet det problematisk, at han i forbindelse med klubbens køb havde nøjedes med at give den et håndskrevet bilag. 

Og han kunne nu ikke lade være med at få den tanke, at det måske var derfor, at klubben nu ikke længere var interesseret i at købe vin af ham, selvom den stadig havde denne mulighed, omend han dog ikke længere kunne levere en vin af helt samme kvalitet og med så stor en rabat.

Ingen ønskede dog nu at kommentere eller svare på Hans Jørgens indlæg.

Herefter var der ingen andre, som havde spørgsmål eller kommentarer til årsregnskabet, som dermed blev godkendt og med applaus.   

4.Fremlæggelse af budget og forslag til næste års kontingent:

Bente havde også lavet et budget for året 2026, som Jørgen ligeledes havde udsendt til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.

Karin fremdrog nu de vigtigste poster i dette budget.

Vores indtægter anslås her til at blive 33.400 kr. Budgettet opererer med, at vi i den kommende sæson vil være 32 medlemmer, og at kontingentsatserne forbliver uændrede, således som bestyrelsen vil foreslå det, nemlig 1.150 kr. for dem, der har Egå BridgeKlub som deres primære, men kun 900 kr., hvis det er en anden klub, som er deres primære. 

Vores udgifter budgetteres til at blive 38.200 kr., heraf går de 13.000 til Danmarks Bridgeforbund i kontingent, 9.000 til spillematerialer, kontorartikler og præmier, 13.000 til kaffe, the og afslutninger, samt 3.200 til møder, gaver og gebyrer.

Årets resultat forventes da at blive et underskud på 4.800 kr., som da vil blive taget af klubbens formue.

Der var ingen kommentarer eller spørgsmål til hverken budgettet eller forslaget om uændrede kontingentsatser, og dermed blev de begge godkendt og med applaus.    

5.Indkomne forslag:

Fra Birgit Kanstrup og Jette Salling var der kommet et forslag vedrørende handicap reguleringen på vores årlige weekend tur. Karin læste nu dette op:

”Vi foreslår, at vi ikke spiller med handicapregulering på vores årlige tur. Begrundelsen er, at det sociale er det primære:”

Som turneringsleder pointerede Jørgen, at han da udmærket godt kunne arrangere en turnering elektronisk via Bridge Centralen uden handicapregulering, således som han også gør det i forbindelse med vores afslutninger. Men Bridgeforbundet ville dog nok stadig forvente, at vi spillede med handicapregulering, således som det også sker i alle mulige andre turneringer i andre klubber, og desuden kan weekendturens turnering næppe sammenlignes med vores afslutninger, da vi jo her spiller med fast og som oftest egen makker, og desuden mange flere spil og også med en større seriøsitet.

Forslaget blev herefter sat til afstemning. 

For forslaget stemte 7, imod 10, mens 7 undlod at stemme. Forslaget blev dermed afvist, så vi fortsætter med at spille weekendturenes turneringer som hidtil. 

Der var ikke indkommet andre forslag.

6.Valg af formand:

I år var formanden, Jørgen Vedsten Larsen på valg. 

Han meddelte imidlertid, at han gerne modtog genvalg, og ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv. Jørgen blev dermed genvalgt og med applaus.

7.Valg af bestyrelsesmedlemmer:

På valg var i år kassereren, Bente Dirksen, sekretæren, Hans Henning Work, samt Gitte Bonde, medlem uden særlig portefølje. 

Bente og Hans Henning havde på forhånd meddelt bestyrelsen, at de begge gerne modtog genvalg.

Vedrørende Gitte havde formanden under sin beretning fortalt generalforsamlingen, at hun jo desværre ikke længere kunne påtage sig arbejdet i bestyrelsen.

Karin forespurgte dernæst generalforsamlingen, om der var nogle her, som ønskede at indtræde i bestyrelsen. Malene Hecht meddelte da, at hun havde modtaget en opfordring hertil, og den ville hun gerne imødekomme. 

Ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv og dermed blev Bente, Hans Henning og Malene henholdsvis gen- og nyvalgt til bestyrelsen og alle med applaus.

8.Valg af 2 suppleanter:

På valg var her de 2 nuværende suppleanter, Poul Viesmose og Birgit Kanstrup, og de ville begge gerne modtage genvalg.

Ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, hvorved de to blev genvalgt og med applaus.

9.Valg af revisor og revisorsuppleant:

På valg var her henholdsvis Jette Salling og Karin Short, og begge ville gerne fortsætte i deres hverv. 

Ingen andre blev foreslået eller meldte sig selv, hvorved de to blev genvalgt og med applaus.

10.Eventuelt:

Malene Hecht meddelte, at Anna Marie Olesen ikke længere ønskede at være en del af fest/weekendtur-udvalget, ligesom Gitte der jo heller ikke længere kan fortsætte sit arbejde her. Malene står således tilbage som eneste medlem af udvalget og dermed med hele arbejdsbyrden og ansvaret.

Jette Salling og Karin Short meddelte imidlertid, at de gerne ville indtræde i udvalget og hjælpe Malene.

Helene Illum foreslog, at der som spurtpræmier fremover blev givet vin og ej chokolade. 

Eftersom dette forslag blev fremsat under eventuelt, kunne det ej bringes til afstemning; men bestyrelsen vil lade det indgå i sine videre overvejelser om næste sæsons turneringsplan.

Jørgen mindede om den regel, vi efter vedtægterne har her i klubben, nemlig at hvis man ikke ønsker at fortsætte i næste sæson, skal man meddele dette inden 1. juni. 

På hjemmesiden kan man nu via systemet MBridge tilmelde sig mere positivt næste sæson, og det er også muligt stadig at melde sig som par til årets sommerhold turnering. 

Exit:

Til slut takkede formanden dirigenten, Karin Short, for hendes ledelse af mødet, ligesom han også takkede Bente Dirksen og Inge Eskesen, som hver tirsdag sørger for, at der er lavet kaffe til pausen.  

Generalforsamlingen sluttede da ca. kl. 19,15, hvorefter man gik over aftenens mere festlige begivenheder med både spisning, præmieoverrækkelser og kortspil foruden masser af snak og hyggeligt samvær. 

Og denne generalforsamling er så allerunderdanigst refereret af bestyrelsens sekretær, Hans Henning Work.